Vedtægter for Grundejerforeninegn Stenhøjen

§ 1

 Foreningens navn er ”Grundejerforeningen Stenhøjen”.

§ 2

Foreningens hjemsted er Ny Næstved Kommune under Næstved retskreds, der er foreningens værneting.

§ 3

Stk. 1. Foreningens vedtægter er godkendt af Næstved kommune.

Kommende ændringer til vedtægterne samt foreningens eventuelle ophævelse vil være at godkende af byrådet for Næstved kommune.

 

Stk. 2. Medlem af foreningen er enhver parcelejer indenfor lokalplan GL.B 3.7 område A. Undtaget af medlemsskab er parceller udlagt til andelsboliger eller lejeboliger jvf. lokalplanen.

 

Stk. 3. Medlemskabet påbegyndes på overdragelsesdatoen ifølge slutseddel eller skøde.

 

Stk. 4. Udtræden sker ved vedkommende medlems afståelse af sin parcel og regnes fra overdragelsesdatoen ifølge slutseddel eller skøde og efter at vedkommende har berigtiget enhver skyld, som denne måtte stå i til foreningen. Udtrædende medlemmer kan ikke fordre sit indskud eller nogen anden del af foreningens formue tilbagebetalt.

§ 4

Stk. 1. Foreningens formål er at varetage medlemmernes interesser overfor Næstved kommune, over for naboområder og at regulere områdets egne indre forhold.

 

Stk. 2. Foreningen forestår afholdelse af forskellige sammenkomster til fremme af miljøet i området. Disse sammenkomster skal hvile i sig selv. Evt. overskud henlægges til fremtidige arrangementer.

 

Stk. 3. Efter overdragelse af fællesarealer efter disses etablering, påhviler vedligeholdelsen foreningen. Udgiften til denne vedligeholdelse afholdes af foreningen.

 

Stk. 4. Grundejerforeningen skal forestå drift og vedligeholdelse af fællesanlæg og fællesarealer i overensstemmelse med lokalplanens bestemmelser og udføre de opgaver, der i øvrigt henlægges til foreningen i medfør af lovgivningen.

 

Stk. 5. Grundejerforeningen varetager i øvrigt i overensstemmelse med generalforsamlingsbeslutning herom medlemmernes fælles interesser i forbindelse med de under foreningens område hørende ejendomme.

§ 5

Det påhviler foreningen repræsenterende generalforsamlingen at fastholde Næstved kommune på dens forpligtelser til at anlægge og vedligeholde veje, stier og andre arealer, hvis vedligeholdelse ikke retsligt pålægger grundejerne, herunder den nødvendige kloakering, vejbelægning, vedligeholdelse af beplantning og renholdelse af usolgte grunde.

§ 6

Foreningen repræsenterer medlemmerne i forhandlinger med naboområder, grønne områder osv., angående evt. fællesarrangementer, klager over røg-, støj- og lugtgener m.m..

§ 7

Bestyrelsen modtager og behandler klager og mægler i evt. tvister.

§ 8

Hvert medlem er underkastet foreningens love, således som disse er eller senere til enhver tid på lovlig måde måtte blive ændret til.

§ 9

Foreningens anliggende varetages af generalforsamlingen og bestyrelsen.

§ 10

Generalforsamlingen er – inden for de ved vedtægterne fastsatte grænser – den højeste myndighed i alle foreningens anliggender og fatter beslutning ved simpel stemmeflertal, for så vidt andet ikke udtrykkeligt er bestemt. I tilfælde af stemmelighed, forkastes forslaget.

§ 11

Ordinær generalforsamlingen afholdes hvert år i april måned.

Indkaldelse til generalforsamlingen sker mindst 2 uger før afholdelse ved skriftlig meddelelse til hver enkelt parcelejer efter den til foreningens bestyrelse opgivne adresse.

Der påhviler hvert medlem i egen interesse at holde foreningen underrettet om enhver adresseændring.

§ 12

Stk. 1. Generalforsamlingen er, når lovlig indvarsling har fundet sted, beslutningsdygtig uden hensyn til, hvor mange der har givet møde. Hver parcel giver ret til 2 stemmer, uanset hvor mange parceller et ejerforhold i øvrigt omfatter og uanset hvor mange personer et ejerforhold omfatter.

 

Stk. 2. Til vedtagelse af beslutninger, der går ud på forandringer i foreningens love, dens opløsning eller sammenslutning med anden forening eller selskab, fordres dog at mindst ¾ af foreningens stemmetal afgives til fordel for forslaget. Er der på en sådan første generalforsamling ikke mødt det fornødne antal stemmeberettigede, indvarsles i løbet af 14 dage til ny generalforsamling. På denne vedtages forslaget uden hensynstagen til de fremmødtes antal, når ¾ af de disse stemmer for.

Grundejerforeningen kan gennemføre foranstaltninger, som efter behørigt at være optaget på dagsordenen, vedtages med ¾ flertal af de fremmødte på generalforsamlingen.

 

Stk. 3. Beslutninger har bindende virkning for samtlige grundejere, men såfremt gennemførelsen af beslutninger kan medføre udgifter for den enkelte grundejer ud over det dobbelte af årskontingentet, skal dette forinden godkendes på en generalforsamling.

§ 13

På enhver generalforsamling vælges dirigent til at lede forhandlingen og anføre alle spørgsmål vedrørende den indre orden og afstemningen. Endvidere vælges en referent.

Dirigenten skal, når mindst et af medlemmerne forlanger det, lade foretage skriftlig afstemning.

§ 14

Generalforsamlingens forhandlinger og beslutninger indføres i en forhandlingsprotokol, der underskrives af dirigenten, formanden og kasseren, hvorefter den har fuld beviskraft.

Udskrift af protokol udsendes til samtlige medlemmer senest en måned efter generalforsamlingens afholdelse.


§ 15

Dagsorden, der fastsættes af bestyrelsen, skal meddeles hvert enkelt medlem samtidig med indkaldelsen. Forslag, der af medlemmerne ønskes behandlet på den ordinære generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest 1. marts. Forslagene vil da blive udsendt sammen med indkaldelsen. Ændringsforslag til de på indkaldelsen foreslåede vedtægtsændringer skal være bestyrelsen i hænde senest 7 dage før generalforsamlingen.

Sager, der ikke er optaget på dagsordenen, kan ikke sættes under afstemning.

 

På hver ordinær generalforsamling skal følgende punkter behandles:

1)    Valg af dirigent

2)    Afgivelse af beretning om foreningens virksomhed i det forløbne år

3)    Fremlæggelse af det reviderede regnskab for det foregående år til godkendelse eller anden beslutning.

4)    Fremlæggelse af budget for det løbende regnskabsår til godkendelse eller anden beslutning herunder fastsættelse af det kommende års kontingent.

5)    Valg af bestyrelse, 1. bestyrelsessuppleant og 1. revisor som angivet i § 18

6)    Behandling af rettidigt indkomne forslag

7)    Eventuelt – under eventuelt kan der ikke sættes forslag til afstemning.

§ 16

Ekstraordinære generalforsamlinger afholdes så ofte bestyrelsen finder det fornødent, samt når mindst 20 % af foreningens medlemmer fremsætter skriftlig begæring derom ved henvendelse til bestyrelsen med angivelse af hvad der ønskes forhandlet på generalforsamlingen. Denne skal afholdes senest 5 uger efter begærings modtagelse, juli måned undtaget.

§ 17

Ethvert af foreningens medlemmer med ægtefælle, samlever, værge eller kurator har adgang til generalforsamlingen, enten personlig eller ved fuldmægtig, der må være forsynet med skriftlig fuldmagt. Fuldmagt er ikke fornøden ved ægtefælle eller samlever. Fuldmagt overleveres dirigenten, forinden stemmeafgivelse kan finde sted. Ingen mødende kan dog have mere end éen fuldmagt. Kommunen er berettiget til at lade sig repræsentere ved generalforsamlingen, dog uden stemmeret.

18

Stk. 1. Bestyrelsen består af 5 medlemmer. Bestyrelsens medlemmer vælges for 2 år ad gangen. I ulige årstal vælges tre medlemmer og i lige årstal vælges 2 medlemmer.

 

Stk. 2. Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, kasserer og sekretær.

 

Stk. 3. På generalforsamlingen vælges blandt de fremmødte generalforsamlingsdeltagere én revisor og én bestyrelsessuppleant for ét år ad gangen. Det henstilles at bestyrelsessuppleanten deltager i bestyrelsesmøder, dog uden stemmeret.

 

Stk. 4. Genvalg af bestyrelse, suppleant og revisor kan finde sted.

 

Stk. 5. Medlemmer, der ikke er til stede ved generalforsamlingen, kan kun vælges såfremt de forud for generalforsamlingen har givet deres skriftlige samtykke til bestyrelsen på at de opstiller som kandidat.

 

Stk. 6. Bestyrelsen er ulønnet, men alle udlæg i direkte forbindelse med bestyrelsesarbejdet refunderes efter regning.

 

Stk. 7. Nyindtrådt formand har krav på et kursus i foreningsret.

 

Stk. 8. Der kan kun være et medlem af bestyrelsen pr. parcel.

§ 19

Stk. 1. Bestyrelsen repræsenterer foreningen efter bemyndigelse fra generalforsamlingen og leder og bestyrer dens anliggender, herunder dens formue. Bestyrelsens medlemmer forpligter foreningen på gyldig måde og med bindende virkning ved underskrift af formanden eller kassereren og et bestyrelsesmedlem i forening.

 

Stk. 2. Bestyrelsen foretager de dispositioner, det i henhold til de på ejendommen hvilende servitutter er pålagt foreningen at træffe i henhold til gældende lokalplaner.

§ 20

Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 3 medlemmer, heriblandt formanden, er til stede.

Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende. Over bestyrelsens forhandlinger føres en protokol, der underskrives af de tilstedeværende medlemmer. Grundejerforeningens medlemmer har ret til indsigt i denne protokol.

§ 21

Revisoren har til enhver tid ret til at efterse kassebeholdning og regnskabsbøger med bilag. Der skal regelmæssigt foretages uanmeldt kasseftersyn.

§ 22

Bestyrelsen kan til løsning af specielle opgaver nedsætte udvalg, der kan bestå af foreningens medlemmer uden for bestyrelsen. Dog skal udvalgsformanden altid være et bestyrelsesmedlem.

§ 23

Stk. 1. Foreningens regnskabsår er fra 1. januar til 31. december. Foreningens første regnskabsår løber fra stiftelse til 31. december 2008.

 

Stk. 2. Foreningens likvide midler skal indsættes i en bank eller sparekasse på en konto lydende på foreningens navn, og kan kun disponere over i overensstemmelse med fuldmagtsforholdende i § 19 stk. 1. ved betaling via netbank kræves kun en godkender (kassereren), men bilag skal være underskrevet som beskrevet i § 19 stk. 1. og forefindes i regnskabet.

§ 24

Stk. 1. Det årlige medlemskontingent til dækning af foreningens udgifter, i indeværende år, fastsættes på den ordinære generalforsamling på grundlag af det forelagte budget

 

Stk.2. Kontingent for indeværende år forfalder til betaling 1. juni.

Såfremt noget medlem undlader at betale kontingent, skal medlemmet gøres opmærksom på dette med 14 dages betalingsvarsel, herefter er bestyrelsen berettiget til at overdrage det forgæves opkrævede beløb til retslig inkasso, skadesløs for foreningen.

 

Stk.3. Kontingentet kan maksimalt stige med 5 % pr. år.

 

Stk. 4. Foreningen kan fastsætte ekstraordinære bidrag i tilfælde af særlige vedligeholdelsesomkostninger, nye etableringer mv., jf. § 12.stk. 3.

§ 25

Foreningen begynder sin virksomhed i overensstemmelse med § 3 og § 4 efter den stiftende generalforsamling.

§ 26

Såfremt foreningen ophæves tilfalder dens formue de på ophørstidspunktet værende medlemmer af foreningen.

 

Disse vedtægter er godkendt af den stiftende generalforsamling afholdt den 17. januar 2008

 

 

Hent vedtægter som